Ingen DM ...

... i år.

Rigtig rigtig mega mange gange øv!

... men min mors sygdom gør at jeg må blive hjemme og passe de hunde, som ikke skulle/kunne komme med til Bornholm.

Mest øv fordi, jeg ved at både Sirius og Ronja havde super gode chancer for at kunne begå sig i top3, især Ronja som de seneste træningspas virkelig bare har "kørt med klatten". Selv kritiske mig har ikke haft meget andet at udsætte på hende, end at hun skal rette ind i pladsen ved et ekstra hop på numsen.

Endnu en gang øv, men som flere har sagt til mig: I skal nok komme til DM en anden gang. Det kommer vi, det er jeg sikker på, bare ikke i klasse 1.

Nu skal jeg finde motivtionen til at komme videre i LP arbejdet med Ronja og hvem ved måske er vi klar til en klasse to til foråret. PT. mangler der stadig en hel del, især med feltet, som volder store problemer og apporteringen er vi kun ved at snuse til indløbet med (hun NÆGTER at løbe med noget i munden, gør det også meget sjældent i leg).

Det er også mit store ønske at vi, dvs. Ronja og jeg, debutere i AG til næste år - hvis vi altså snart kan blive enige om at løbe banen igennem SAMME vej Ronja :o). Hun eeeelsker nemlig slalom og bommen og tjørner hovedløst mod dem hvis de er i nærheden - uanset den ligegyldige støj som handleren står og brøler til hende LOL
   Også skal jeg ikke mindst se at lidt mere kontrol over mine nerver, så det rent faktisk kan lade sig gøre at løbe en bane :o( ... Må indrømme at det forstrækkede mig lidt, at det kunne blive så slemt med mine nerver at jeg var ved at besvime af nervøsitet til hyrdeprøverne!

Her i efteråret har jeg også meldt hende til et par rally begynder konkurrencer ... og det har jeg måtte sande skal trænes lidt med hende. Den lille giraf som er ikke er vant til lokning, har ekstremt svært ved at følge mine anvisning til rally, f.eks. er en tyskervending noget som hun endnu ikke har forstået konceptet af!

Rysterøven skal selvfølgelig også hyrde de ca. hver 14 dag vi tager turen til Mullerup. Her er det dog mere mig som skal lære at handle hende, end at hun egentlig skal trænes ... dog har Henning (vores træner) besluttet at tiden er inden til at hun også skal prøve køerne. Nøj hvor jeg glæder mig til det!

Min "lille" bamsedreng Sirius skal selvfølgelig også lave noget. Han er tilmeldt et par champion klasser i rally. Bliver spændende at se hvordan det går. Det er en klasse som vi selvfølgelig har været nødsaget til at træne lidt til, da alle øvelserne i princippet skal kunne udføres "på den forkerte side". Bagpartskontrol på højre side har været noget som f.eks. har voldt os ekstrem store problemer, specielt fordi han ikke kan elefantøvelsen (hans idé med øvelsen er at smadre baljerne) og jeg er simpelthent handlings-spade!

Vi, Sirius og jeg, skal også forsætter vores træning på køer hen over efteråret. Planen for træningen er, i følge Henning :o), at han skal lave et 300 m. outrun og selvstændig fetche køerne til mig. Derudover skal han blive bedre, mere sikker til at gå inden om køerne langs hegnet for at dreje dem til mig.
   Sidste træningsgang lavede han et ca. 30-50 m. udløb og fetchede dem fint til mig - og efter nogle forsøg gik han mellem køerne og hegnet for at komme til deres hoveder. God dreng! Tror han er ved at blive en helt kvæghund efterhånden!

... måske skulle jeg også se om jeg kunne finde ud af at lave et HTM program???

Ellers så er det jo ikke længere sommer, men efteråret har sat ind lidt vel tidligt i år.
   Hundene er dog ligeglade, faktisk nyder de det lidt koldere vejr - og at træerne igen i år bugner med frugt ... eller det gjorde de, for jeg har en bande af firbenede tyveknægter, som faktisk prøver at klatre i træerne for at få fat i frugten! Resultatet er at al frugt er plukket i op til 1½ m. højde, men da der er tale om dværgtræer vil det sige så godt som al frugten i det hele taget!!!

ASCA prøver

DM i rally/lydighed er lige om hjørnet og efter en velfortjent pause fra LP træningen, byrde jeg være i fuld sving med træningen, så vi har en chance for at placere os i top5 som er/var mit drøm/håb.

14 dage røg pga. ASCA prøverne, ugen efter var jeg simpelthen for smadret – også kom der en temmelig dårlig nyhed, som ligesom fratog al lyst til overhovedet at deltage i DM. PT ved jeg endnu ikke om jeg tager af sted eller ej – uden træningen er chancerne nok heller ikke særlig store for at opnå top5.

… men så kan jeg jo bruge tiden på endelig at fortælle lidt om Sirius og mit ASCA eventyr :o)

Det har taget mig lang tid at finde modet til at bruge så penge på en konkurrence, men hyrdetræning hos Henning har givet mig så meget selvtillid til både mine og min hunds evner og da knægten jo ikke lige frem bliver yngre, tog jeg springet – selvom vi stadig mangler en MASSE træning på kvæg og han kun har prøvet ænder et par gange - for 3 år siden!

Jeg tilmeldte knægten weekend prøverne i Kroksbo, Sverige og 4-dags prøverne i Hösback, Tyskland knap en uge senere.

Sverige

Vi tog af sted meget tidligt fredag morgen, men de svenske toge er ikke et hak bedre end de danske og allerede ved det første (af 3) tog blev vi så forsinket at den oprindelig rejseplan røg i vasken og vi måtte finde alternativ transport :o(

   Kors jeg var træt da vi ankom kl. 7 om aften (2 timer forsinket) og skulle rejse teltet!

Jeg havde tilmeldt knægten i 3 prøver om dagen, en på hver slags dyr. Synes det var mere end rigeligt for vores første prøver.

   Dyrene var noget sværere end jeg forventede: Fårene løb så snart de så en hund, de var umulige at fetche og havde en trykzone på størrelse med halvdelen af prøvearealet. Kvæget derimod var tyre af mælkerace, de var forholdsvis nemme at flytte – den første dag i alt fald!… men løb i hver sin retning.

Lørdag

Vores første run var på ænder. Det gik OK, vi fik 79 point ud af 100 point (60 er påkrævet for en oprykning) og anden vinder af klassen, men kors hvor var jeg nervøs, så meget at jeg faktisk nær besvimede da jeg kom ud :o(

   Vores run på får gik meget bedre, selvfølgelig var der lidt nerver, men ikke mere end jeg kunne handle fornuftigt og nyde at arbejde med min hund. Vi fik så meget ros for det run af dommeren og vandt også klassen med 94 ud af 100 point.

   Nerverne var også helt under kontrol ved vores kvæg run. Jeg havde besluttet at hjælpe knægten så meget han havde brug for. Han var også lettere utryg ved de store dyr, men det lykkes os at få de tre tyrer til at gå i nogenlunde samme flok hele banen rundt og vi vandt faktisk klassen med 79 point.

   Om aftenen ved præmieoverrækkelsen blev han ligeledes hædret med HIT started – High in Trail, dvs. den hund som sammenlagt er bedst i Started klassen.

Søndag

I dag var nerverne (næsten) helt under kontrol. Ænder gik fint, de gik stille og roligt hele banen rundt og vi vandt klassen med 92 point.

   Vores anden run var på kvæg. Det blev i midlertidigt udsat et par timer, da en anden deltager kom i vejen for en flygtende tyr og måtte på hospitalet. Det gik ikke helt så godt som dagen før: en af dem nægtede at forlade hjørnet ved takepennen og en løb som bare pokker. Vi fik to gennem første forhindring, men måtte droppe at få dem resten af banen igennem. Æv! 63 point og ingen oprykning.

   Sirius havde mistet noget energi til vores run på får. Vi fik dem igennem med 83 point og vandt klassen, men det var dog ikke nær så pænt som dagen før … men wohooo hans første to hyrdetitler var i hus: STDsd!

   Til vores overraskelse blev Sirius igen denne aften tildelt HIT started!

Jeg har desværre ikke særlig mange billeder af ham arbejde. Dette er en af de eneste fra prøverne

Tyskland

1½ dage fik vi hjemme før vi atter skulle drage afsted mod hyrdeprøver

Togturen var ganske forfærdelig! For det første var den lang, for det andet kan de tyske jernbaner heller ikke overholde en køreplan og for det tredje har de tyske konduktører ikke en klap forstand på deres egne kørerplaner!!!

   Resultatet var at jeg – igen! – måtte finde alternativ transport og så blev jeg ikke mindst  sat af på en no-name station af en … undskyld … inkompetent tysk tog konduktør, hvor der stik mod lovet, ikke kørte flere tog den aften!!!

   Jeg fandt dog vha. tegnsprog med en stationsforstander, som ikke kunne engelsk, et nattog som kunne tage mig med … og midt i min elendighed midt i mørket i det bayerske bøland, så jeg orientekspressen kører forbi.

   Ved midnatstid kunne jeg endelig sætte mit telt op på skråningen ved trail arealet.

Jeg var MEGET træt torsdag morgen, men min dejlige dreng er bare en fantastisk hund, trods vores frygtelig rejse og kun et par timers søvn, så var han bare klar til at arbejde som altid.

   Det bliver måske for meget at gå i detaljer med alle runs. Fårene var generelt meget nemmere end i Sverige idet man kunne fetche dem og køerne havde meget bedre sammenhold, til gengæld var de en del tungere at flytte.

Banen torsdag og fredag var, for får og køernes vedkommende, den nye ASCA bane E, som er en hel del sværere end de gamle baner, dels fordi alle forhindringer er placeret frit på banen og ikke langs hegnet og dels pga. den såkaldte albue-forhindringer.

   Jeg havde valgt at rykke Sirius op i Open får og ænder, men vi forblev i started cattle eftersom vi kun fik en oprykning på køer i started klassen i Sverige.

Torsdag vandt han fårene med 105 point ud af 125 mulige og blev nr. 3 på ænder med 99 point. Desværre kunne vi ikke få køerne ud af hjørnet og fik dermed ikke vores anden oprykning i started cattle. Øv!

   Fredag fik vi anden oprykning på både ænder og får, med henholdsvis 112 point og første vinder og 108 point og anden vinder. Kvæget gik super godt, faktisk ”glemte” jeg at det var started klassen og kom til at gå open banen med dem, men bedst af alt: knægten var så på og ikke spor bange for dyrene. Han gik direkte til hovederne, havde power nok til at vende i fuld fart … og han fetchede (til publikums forbavselse) faktisk til mig. Det blev til 87½ point (massere af ros fra dommeren) og vinder af klassen, en fin oprykning som desværre bare ikke kunne bruges til noget, da den var under samme dommer som den første oprykning vi havde … men Yes alligevel, to nye hyrdetitler var i hus OTDsd!!!

Lørdag og søndag var det igen ”de gode gamle” ASCA baner, men jeg havde valgt at prøve advance får og ænder.

   Vores første run lørdag var på ænder. Vi kom banen igennem, med lige nok point til en oprykning (89 point)  … men for pokker, endnu engang var jeg ved at blive overmandet af de forbandede nerver da jeg kom ud. Kom vist også til at gøre flere nervøse da jeg var ved at besvime :o(

   Da det var vores tur til fårene var jeg stadig nået nervøs, men jeg kunne kontrollere det rimeligt og vi fik et rimelig pænt run med 101 opnået point, en fin oprykning og en fjerdeplads blandt lutter garvede WTCh.

   Køerne gik rimelig fint og med opnået 86 point og anden vinder af klassen, var titlen STDc endelig i hus. Yes!!!

Søndag lavede han et rigtig flot run på får, fik 115 point og blev tredjevinder, kun overgået af WTCh. der har konkurreret i denne klasse i årevis! … og wohooo ATDs var hjemme!!!

   Ænderne gik derimod af h… til, han var slet ikke interesseret i dem og jeg kunne ikke finde ud af at placere ham korrekt. Det blev derfor ikke til nogen oprykning.

   Mht. køerne så havde jeg valgt at rykke ham op i open – og det gik fantastisk! Vi fik stor ros for dette run, ikke mindst for centerpennen. Flotte 110 point blev det til og første vinder.

Så status fra tyskland var:

· 10 x oprykning
· 4 x 1. vinder
· 5 x øvrige placeringer

… og ikke mindst hele 3 HIT samt  HIT open over hele prøven!!!

Jeg må sige at jeg faktisk er lidt stolt af min dreng. Han fik simpelthen også så meget ros af begge dommer … faktisk fik vi en invitation af den ene dommer, til at komme til USA og træne/bo hos hende.

Det er helt sikkert at vi skal af sted, så vi kan prøve at få de sidste oprykninger mod hans WTCh. - på et tidspunkt når finanserne igen tillader det

Sirius med sine erhvervede bånd fra Tyskland

Sommer-træning

Ja, jeg har vist ikke været så flink til at updatere bloggen på det seneste.

Tiden er gået gåturer i det dejlige sommervejr - eller i alt fald mellem regnbygerne :o) - og min dejlige nye hest.

Lysten til at træne lydighed har ikke været så fantastisk høj det seneste stykke tid, formen skulle ellers holdes vedlige og vi skulle også gerne videre i systemet på et tidspunkt, men lysten til LP er ligesom lidt fordampet i øjeblikket.

Tilgengæld har vi fået gjort lidt ved hyrdetræningen. Med Sirius har jeg primært koncentreret mig om kvæg. Det ordentlige spark han fik i forårets klinik har gjort ham noget mere opmærksom på de store dyrs bagben, men han går stadig bekymrende tæt på, han er stadig også meget "bekymret" for at gå inden om. Han bliver bedre for hver gang han er på køer, men der er stadig meget arbejde endnu. Det er også klart at vores drivning på får, ikke er helt så god som jeg gik og troede, så det skal der ligeledes arbejds mere på i fremtiden.

Ronja og jeg er også begyndt hyrdetræning efter en meeeeget lang pause. Vi har ikke rigtig kunne finde melodien sammen, for at sige det hudløst ærligt, har hun taget r.... på mig og jeg mistet kontrollen og lysten til hyrde med hende. Under Hennings vejledning er vi dog ved at finde tonen sammen igen, selvom der nok går lidt tid før jeg tør stole helt på hende.

"Stol lidt mere på din hund" - det synes at være en fællesnævner for hyrdning og en lidt andet andet træningsgren som vi , dvs. Ronja og jeg, har praktiseret i løbet af sommeren: agility.

Jeg har været så heldig at få par enetimer hos Lone Sommer. Utroligt lærerigt. Lone er en utrolig inspirende lærer - og tålmodig!!! Følte mig godt nok lidt dum engang i mellem, der stod man og prøvede at suge alt til sig og kopier præcis det samme - blot for at gører det helt forkert!
  Vi blev introduceret for stakit og ketchup-vendingen (alias ketchker) ... og ikke mindst stol-på-din-hund-og-løb-som-bare-f.....

Kors agility er svært! - og hårdt!

I slutningen af Juli debuterede Sirius og jeg i ASCA hyrdning. Det vil jeg fortælle om næste gang

Vi har fået et nyt familiemedlem

Denne blog er selvfølgelig dedikeret til mine hundemæssige aktiviteter ... og det vil den i fremtiden selvfølgelig også blive brugt til.

... men jeg er så begejstret for at kunne byde endnu et medlem af familien velkommen, at jeg synes jeg vil dele det med Jer, også selvom der vist skal en ualmindelig god velvilje til, at kunne overbevise nogen om at hun tilhører hundefamilien.

Må jeg have lov til at præsentere:

Fazatje:

Det var bestemt meningen at jeg skulle have hest igen i nær fremtid, dog ikke lige nu og her, men jeg så hende på en hjemmeside og noget fangede mig og "pludselig" sad jeg i toget på vej til Sønder Jylland for at se på en lille skimmel araber hoppe.

Jeg må indrømme at jeg var lettere nervøs. Det var 10 år siden jeg sidst havde siddet på en hest og det drejede sig om rimelig ung hoppe.

Ville hun være for "varm"?
Ville jeg kunne huske noget som helst?

... men hun var bare så sød ... og en-to-tre sad vi hjemme i hendes ejer stue og skrev papirer under og overførte penge ... også var jeg hestejer igen!!!
   Jeg glædede mig som en lille unge til juleaften til hun kom hjem, men jeg tror vist først gik rigtig op for mig at der igen var en hest i mit liv en uge senere, da transporten med hende ankom til Hundested.

Jeg glæder mig meget til at lære hende bedre at kender og håber vi får os nogle dejlige rideturer i naturen.
Håbet er også at hun må sigt skal have nogle små smækre-lækre OX føllebasser.

En stor tak til Mia for at lade mig købe "lille fims".

Totalt kulret AG fræser!

Som skrevet i sidste indlæg så var sidste weekends LP aflæggelse præget af en Ronja, der var lidt væld rigeligt gang i - og som der af "kom til" at indlægge lidt tant og fjas i de ellers så kendte øvelser.

I denne weekend stod den så på klubmesterskab i den agility klub jeg pt. går til "træning" i.
   I den normale træning er Ronja ikke ligefrem præget af den store entusiasme (til forskel fra træningen i KAF) og er derfor normalt ikke så så svær at styre. OK Ok, hvis jeg skal være helt ærlig - og det skal man jo -, så kan hendes selvstændighed måske til tider gøre det lidt vanskeligt for os, at blive enige om hvad for en vej vi skal. Jeg er en totalt handlings-idiot og hun synes samtidig at mine "anvisning" kan være fjollede og ligegyldige LOL
   Any way, til klubdagen var rysterøven i særdeles godt humør, måske fordi folk for en gang skuld havde deres hunde i snor og der var ro på pladsen? Jeg sætte hende af, går ud på banen (en nem klasse 1 bane), giver hende release signalet ... og min "lille" primadonna ryger afsted med en fart som er de hurtige BC værdige. Behøver jeg sige at jeg var laaaaangt bagud min hund allerede efter de 3 første forhindringer! Hendes 2o2o på bommen fungerede heldigvis, men herefter .... tja hvad kan sige? ... der var vist bare tale om en stor blå hund, der fuldstændig havde glemt at der også er en  handler på banen når man løbe agility. Hun var bare helt berystet at at fløje rundt i en forrygende fart.
   Anden gennemløb gik bedre, dog missede hun en 2o2o (men tog pænt feltet) og mistede vi igen indgangen til slalommen (har aldrig prøvet den direkte efter tunnel hvor hun skyder hun som en kanonkugle. Den bestod også kun af 4 pinde?).
   Men kors i hytten hvor jeg synes AG er svært. Jeg tror s.. aldrig jeg lære det!!!

Jeg har ikke nogen billeder fra dagen, så I må nøjes med et fra slalom træningen i haven :o)

Ronja festabe

Jeg har et luksus problem: Min hund elsker at gå til prøve!

Når jeg tager hende ud af bilen og hun opdager vi skal til prøve, så tæsker hun rundt og piver.
   Nå vi sidder og venter på at skal op (det vil sige holder sig klar ved ringsiden), så ruller hun rundt, fedter sig ind på mig og piver af bar iver ... og når vi så går ind, så eksplodere hun næsten i bar iver og arbejdsglæde.
   Desværre er det bare ikke altid det jeg gerne vil have hun skal lave, som hun også gør. F.eks:

Vi ankommer til prøve i Albertslund lørdag. Tøsen er bare såååå glad og hvem er dommer, det er Hans Ove. Ronja eeeelsker Hans Ove .... EDIT efter søndags prøve hvor Erhard er dommer: hmmm, rettelse Ronja eeellsker vist bare alle dommer LOL ...
Da jeg endelig kan overtale prinsessens om at vi skal arbejde og ikke nusse med dommere, så er hun bare så med på ideen.

De første 3 øvelser går smukt, men så kommer vi til stillingskifte, oh dear oh dear.
Hans Ove er godt nok "ond" og lader os godt nok vente længe mellem skifte (ca. 5 sek.) og hvad gør mit party-dyr? Jo, hun beslutter sig da for at tilbyde en f..... masse stillingskifte, for det kan jo ikke være rigtig at vi ikke skal lave noget. Skal lige siges at hun indtager pænt positionerne, da jeg beder hende om dem.
Lektie lært: drop frivillig adfærd et par uger før en prøve og arbejd med stimuli kontrol, så hunden ikke tror at de længe pause hvor jeg står og glor betyder at den skal tyde adfærd selv.

... også lavede hun også lige to meget "sjove" ting, hun aldrig har gjort før:

1. Hun spytter genstanden ved næseprøve-søg ud ved mine fødder!!!! For pokker Ronja altså, hvad skulle det gøre godt for!
2. Hun rejser sig før min sit kommandou fællesdækken. Det har vi ellers kørt super meget stimulikontrol på, men jeg må jo på hesten igen.

Men kors hvor er jeg glad for en hund, som er så glad for at gå til prøver ... og jeg er faktisk lidt stolt af mig selv.
Jeg har arbejdet så meget med selv mht. mine forventninger til at gå til prøve.
Jeg er begyndt - undskuld jeg lige skriver det lige ud - at skide på hvad folk egentlig synes om mig og min prøveaflæggelse og koncentrere mig om hvad der faktisk betyder noget: mig og min hund - og intet andet.

Der er en ny stjerne på himlen ...

Jeg ved, det er meget længe siden jeg sidst har fået blogget, men det har der været grunde til.

Det var faktisk min intention at skrive lidt om alle vores dejlige vandreturer for et stykke tid siden, men blogger.com har været nede et godt stykke tid. Så detaljerne herom må vente til en anden god gang :o)

Det sidste stykke tid må jeg så også indrømme, at jeg slet ikke har haft lyst til at skrive noget på bloggen, men livet går videre og tingene bliver lettere når de kommer lidt på afstand.

Sagen er nemlig, at min højt elskede lille musling, bedre kendt som Emmy, er gået bort :o(

Hun fik konstateret kræft i januar og dyrlægen gav hende et par måneder at leve i.
   Operation blev ikke anbefalet da, det sad et meget uheldigt sted og jeg ville heller ikke lade hende gennem gå en omfattende og smertefuld behandling bare for at forlænge hendes liv ½ år. Hendes resterende tid skulle derfor bare gøres så behagelig så mulig.

Emmy viste dog ikke nogen større tegn på at være syg, hun var frisk og glad og spiste godt.

I maj begyndte det så at knibe for hende at gå med på selv de korte turer (3-4 km.) og et par uger senere begyndte hendes glade væsen af svinde lige så stille.
Jeg ville nødigt indrømme det, men jeg kunne godt se at nu var det ved at være tid.

Men sådan en beslutning er vanvittig svær at tage: hvornår skal man "dømme" sin bedste ven til døden?

Tirsdag den 31. maj begyndte appetiten så at svigte, men efter samråd med dyrlægen skulle jeg se tiden an. Det kunne jo være varmen (det var hot!).

Jeg så tiden an og så tiden an, observerede hvert et skridt og hvert et åndedræt hun tog.

Torsdag morgen oprendt.
   Det var tydeligt at hun ikke synes livet var dejligt længere. Hun var ikke længere min glade musling, men en tom skal. Den hårde beslutning blev med vemod taget, næste morgen ville jeg ringe til dyrlægen (torsdag var en heldigdag).

Når jeg tænker tilbage så kan jeg godt se at der var tegn jeg skulle have været mere opmærksom på: hun logrede ikke da jeg kom hjem fra en udflugt med de andre hunde torsdag eftermiddag og jeg kunne næsten ikke få hende ned af sofaen om aftenen da jeg skulle spise.

... men da hun skulle natte-luftes var det tydeligt, at det var helt galt med hende. Hun væltede simpelthen rundt som var hun sk... fuld.

Efter en kort samtale med vagtdyrlægen (som var selv samme dyrlæge jeg havde snakket med tirsdag) kørte min mor, mig og Emmy til dyrlægen.

kl 2315 sov hun stille ind på dyrlægens bord - hun havde ikke rykket sig en mm. fra den stilling hun var blevet lagt i.


Den efterfølgende tid har været utrolig hård for mig og jeg savner hende i skrivende stund stadig så utrolig meget.

Jeg vil altid mindes hende som den dejligeste, blideste, kærligeste og bare helt igennem vidunderlige vovsepige, der allerede som lille sort uldtot vandt mit hjerte som ingen anden har gjort.

Hvil i fred lille musling