Det var faktisk min intention at skrive lidt om alle vores dejlige vandreturer for et stykke tid siden, men blogger.com har været nede et godt stykke tid. Så detaljerne herom må vente til en anden god gang :o)
Det sidste stykke tid må jeg så også indrømme, at jeg slet ikke har haft lyst til at skrive noget på bloggen, men livet går videre og tingene bliver lettere når de kommer lidt på afstand.
Sagen er nemlig, at min højt elskede lille musling, bedre kendt som Emmy, er gået bort :o(
Hun fik konstateret kræft i januar og dyrlægen gav hende et par måneder at leve i.
Operation blev ikke anbefalet da, det sad et meget uheldigt sted og jeg ville heller ikke lade hende gennem gå en omfattende og smertefuld behandling bare for at forlænge hendes liv ½ år. Hendes resterende tid skulle derfor bare gøres så behagelig så mulig.
Emmy viste dog ikke nogen større tegn på at være syg, hun var frisk og glad og spiste godt.
I maj begyndte det så at knibe for hende at gå med på selv de korte turer (3-4 km.) og et par uger senere begyndte hendes glade væsen af svinde lige så stille.
Jeg ville nødigt indrømme det, men jeg kunne godt se at nu var det ved at være tid.
Men sådan en beslutning er vanvittig svær at tage: hvornår skal man "dømme" sin bedste ven til døden?
Tirsdag den 31. maj begyndte appetiten så at svigte, men efter samråd med dyrlægen skulle jeg se tiden an. Det kunne jo være varmen (det var hot!).
Jeg så tiden an og så tiden an, observerede hvert et skridt og hvert et åndedræt hun tog.
Torsdag morgen oprendt.
Det var tydeligt at hun ikke synes livet var dejligt længere. Hun var ikke længere min glade musling, men en tom skal. Den hårde beslutning blev med vemod taget, næste morgen ville jeg ringe til dyrlægen (torsdag var en heldigdag).
Når jeg tænker tilbage så kan jeg godt se at der var tegn jeg skulle have været mere opmærksom på: hun logrede ikke da jeg kom hjem fra en udflugt med de andre hunde torsdag eftermiddag og jeg kunne næsten ikke få hende ned af sofaen om aftenen da jeg skulle spise.
... men da hun skulle natte-luftes var det tydeligt, at det var helt galt med hende. Hun væltede simpelthen rundt som var hun sk... fuld.
Efter en kort samtale med vagtdyrlægen (som var selv samme dyrlæge jeg havde snakket med tirsdag) kørte min mor, mig og Emmy til dyrlægen.
kl 2315 sov hun stille ind på dyrlægens bord - hun havde ikke rykket sig en mm. fra den stilling hun var blevet lagt i.
Den efterfølgende tid har været utrolig hård for mig og jeg savner hende i skrivende stund stadig så utrolig meget.
Jeg vil altid mindes hende som den dejligeste, blideste, kærligeste og bare helt igennem vidunderlige vovsepige, der allerede som lille sort uldtot vandt mit hjerte som ingen anden har gjort.
Hvil i fred lille musling
Ingen kommentarer:
Send en kommentar